I Live My Life Only For This Moment To Come True.
But it doesn't seem to gotten very well ..
Det er nu omring 4-5 år siden min depression for alvor slog igennem, Og mit Problem gik fra til at være en fremtidig drøm til et stort nedrivende problem..
Depression er endelig altid siddet der, men det var ikke noget et letter falsk smil og et par klovne-ligne stunds ikke kunne dække.
Og her sidder jeg så i dag, 17 år og godt på vej imod det store 1 og 8. og er der sket noget?
Ikke andet end jeg gang på gang har prøvede mednice med uhyggelige bagslag. For de forstår ikke det ikke er deres latterlige lykkepiller jeg vil ha'. Nej.. det noget langt mere indvirkeledet.
For jeg er ikke istand til at leve mit liv.
For hvad end jeg gør
hvor end jeg går hen
hvad end der bliver sagt.
Bliver det kun mindet mig om min tilstand. Jeg kan ikke tale uden at kontant hade det, Jeg kan ikke se på mig selv uden mindst at bryde sammen 5 sekunder efter. Men kan i se det? Nej, for det sker altid kun inde i.
Hvis i vidste hvor mange gange jeg har tænkt på bare at forsvinde, hvor utallige gange jeg har kigget på kniven i min hånd, før jeg placeret den i mod min puls, Klar til at skare den op og mærke hvordan det varme blod ville flyde ud og tage alle mine problemer med sig. Men jeg for stolt til at kunne gøre det, til at lade mig gøre noget så svagt. aldrig tale om! Men så alligevel kommer tanken over mig. hver dag. Og jeg frygter at min stolthed snart ikke er nok til at rede mig ..
Jeg kan ikke rigtigt komme i tanke om noget godt der sket i sidste 4 år, det har nok også en del at gøre med at jeg kun ser og huske det negative. Jeg husker hvor meget det pisset mig af når folk kaldte mig negative, som om det var noget jeg selv havde valg. hvor de derefter efterladte mig, for derved kun at skabe en ny negativtit. Hvor jeg dog havde lyst til at skyde dem, flå dem op. og prøve at få dem til at fatte ved at at råbe dem ind i hoved at hvis de viste hvordan jeg havde det, ville de kunne se der ikke var særlig meget at være positiv over.
Men de forstod ikke, Ingen gjorde. Og det forlanger jeg hellere ikke, for hvordan vil man nogle side kunne komme til at forstå en andens smerte til fulde? Det eneste jeg beder om er respekt.
I Should Have Been Dead By Now:
Hvis jeg virkelig skal udpege en positiv ting der sket imellem de år, sgu det nok være jeg har mødt dig. Selvom du var kilden til mange af mine problemer i løbet af det første år. Er det alligevel takke været dig, jeg lever nu. For selvom jeg aldrig siger eller viser det. Er du virkelig det eneste der kan få mig op af sengen. også selvom jeg ikke selv bemærker det til tider, kan jeg godt mærke hver gang vi skændtes og er tæt på vi skilles, Hvor hurtigt min verden bryder sammen, og alle mine facader der blev bygget op på så mange år, knækker. Og jeg ikke længer istand til at skjule alt den sorg jeg har gemt.
Dette blev meget ryddet, da jeg aldrig har været særlig god til til at udtrykke mig med ord, især ikke om hvordan jeg følger. og da det et pænt stykke tid siden jeg har blogget.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar